|
|
Weekendtur til Igualija
Fredag den 11. november, 2011, drog vi forventningsfulde af sted for at opleve et nyt sted at spille bridge, men også for igen at drage nytte af Helles opfindsomhed med hensyn til at sammensætte et par dage med den rette blanding af turisme, kortspil, det kulinariske og hyggeligt samvær. Vi blev ikke skuffede!
Vi boede på Casa Rural/El Navasillo 13 km syd for Ronda og det var fint, men turens højdepunkt var nok alligevel for de fleste af os besøget til kastanjebyen, Igualija. Efterårsfarverne på de tusindvis af kastanjetræer fik længselen efter det danske efterårs farvespil til at blegne, og fiskedammen, de snævre gader og ’en lille en’ på torvet var den helt rigtige optakt til et par hyggelige dage.
Hotellet lå i et meget storslået, men også lidt goldt landskab, så det blev kun til et par små spadsereture, idet vidderne var hegnet af fra vejen for at undgå at man strejfede rundt og for vild!
Kortene blev vasket, maverne fyldte og vindere hædret, så nok en succes!
|
|

|